Det skal være slut med frivillige aftaler

Nu må det da snart være gået op for alle i dette land, at vi ikke kan overlade det til landbruget selv at få styr på forbruget af sprøjtegifte.

Mens statsrevisorerne retter en lammende kritik af den tidligere regerings manglende indsats for at beskytte grundvandet mod nedsivning af landbrugets sprøjtegifte, mens S-R-SF-regeringen afsætter 40 mio. kr. over to år til beskyttelse af grundvand og drikkevand mod blandt andet sprøjtegift, og mens eksperterne advarer om mulige konsekvenser for grundvand, drikkevand, søer, vandløb, dyre - og planteliv, ja så sprøjter landmændene videre, i stigende omfang og nu også uden for lovens rammer.

Samlet set er det lykkedes at reducere forbruget af sprøjtegift på de offentlige arealer og i de private haver i 2010. Men landbrugets forbrug steg med næsten 40 % i forhold til 2009. 3.891 tons aktivstoffer blev det til, og en behandlingshyppighed på 2,8 gange. Det skal ses i forhold til en målsætningen i pesticidhandlingsplanen om 1,7 gange.

Og som om det ikke er nok, så kunne Politiken med historien om ’Et illegalt importnetværk styret af jyske bagmænd’ i sidste uge (17. januar 2012) føje endnu et sort kapitel til historien om 160 landmænd, der over hele landet har aftaget ulovlig sprøjtgift og kunstgødning. Svindelsagen omfatter angiveligt ulovlig import af 15.000 tons kunstgødning og 45 tons sprøjtegift, hvoraf de 21 tons udgøres af forbudte midler i Danmark.
Kriminalitet kan man ikke lovgive sig ud af. Men frivilligheden, som har kendetegnet reguleringen af sprøjtegiftforbruget, og som nu også har spillet fallit, den kan man gøre noget ved. Eller som statsrevisorerne konstaterer i bemærkningerne til deres ’Beretning om statens sikring af grundvandet mod pesticider’: ’Fødevareministeriets tilbud til landbruget om frivillig rådgivning har ikke virket efter hensigten, hvorfor andre, mere effektive virkemidler må overvejes’.

Vi kan ikke være mere enige. Landbruget har ikke vist sig tilliden værdig. Og vi kan ikke stærkt nok opfordre regeringen til at erstatte frivillighedsprincippet i reguleringen af landbruget med forpligtende og varige løsninger.

Angreb, ikke altid det bedste forsvar

Hvis man kan så tvivl om en anden persons hensigter og troværdighed, så fremstår man selv lidt bedre i omverdenens øjne. Det synes at være den strategi, der ligger bag den kritik, vi ofte hører fra landbrugskredse, når snakken falder på vores folder ’Sådan ligger landet.’

Lad mig dog slå fast én gang for alle: Tallene i ’Sådan ligger landet’ stammer fra officielle statistikker og rapporter om det industrielle landbrugs betydning og konsekvenser i samfundet - såvel for økonomien som for natur, miljø, dyrevelfærd og friluftsliv. Det er ikke tal, de grønne organisationer har opfundet. Og med ’Sådan ligger landet’ ønsker de grønne organisationer at fortælle en mere nuanceret historie, end den vi normalt hører, og dermed give politikerne mulighed for at træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag.

For hver gang, vi rejser debatten om, hvad industrilandbruget koster i tab af vores fælles goder, så svarer landbruget med historien om erhvervets store samfundsmæssige betydning, både direkte herhjemme og indirekte gennem eksporten. Ikke et ord om konsekvenserne for natur, miljø, dyrevelfærd eller friluftsliv. De tæller ikke med i regnestykket, og landbruget taler heller ikke gerne om det.

Selvom landbruget ofte forsøger at skabe sympati for egne synspunkter ved at så tvivl om andres, så ændrer det ikke fakta:

• Eksport og arbejdspladser i landbruget er gået stærkt tilbage siden 60’erne
• Landbruget har udviklet sig til et stærkt forgældet erhverv på støtten 
• Andre erhverv som f.eks. de kreative har for år tilbage overhalet landbruget indenom, både når det gælder vækst og beskæftigelse
• Landbruget står for mere end 90 % af det samlede forbrug af sprøjtegift i Danmark, og bruger sprøjtegift hyppigere end forudsat i pesticidhandlingsplanerne
• Mellem 1999 og 2009 blev der lukket 1273 drikkevandsboringer, hvori der er fundet sprøjtegift
• Haren er kommet på rødlisten over truede arter, og siden 2000 er fire af ti harer forsvundet
• Tre af fire viber, og seks af ti sanglærker er forsvundet siden midten af 70’erne
• Halvdelen af de danske vandløb er under EU’s standard for god økologisk tilstand, og det Nordsjællandske område ligger under landsgennemsnittet for målopfyldelse

Noget for noget
Der bør derfor stilles flere krav om at få noget til gengæld for alle de mange milliarder, der udbetales til landmændene i landbrugsstøtte.

Som det er i dag, udbetales landbrugsstøtten stort set uden andre krav end, at jorden skal holdes i ’god landbrugsmæssig stand’, hvilket betyder at markerne ikke må springe i skov eller ligge oversvømmet hen, og at en pæn del af reguleringen er baseret på frivillighed eller kompensation. Forstået på den måde, at hvis landmanden skal ændre adfærd på et bestemt område, så skal han enten gøre det frivilligt eller have kompensation for at ændre adfærd.

De grønne organisationer anerkender landbrugets samfundsmæssige betydning, men vi kan ikke acceptere en landbrugsdrift, der sker på bekostning af natur, miljø, friluftsliv og dyrevelfærd. Derfor fastholder vi, at når landmænd er på overførselsindkomst, så skal det naturligvis gøres betinget af en bestemt adfærd. Ligesom det gælder alle andre på overførselsindkomst. Og at frivillighed erstattes af forpligtende og varige løsninger.

Det er kun rimeligt, hvis landbruget på sin side anerkendte borgernes og samfundets ret til rent drikkevand, en rig og mangfoldig natur og mulighed for at komme ud og opleve den, og påtog sig et naturligt og aktivt medansvar for at sikre det.

Europas Energikøreplan kræver sol, vind …og skov

EU-Kommissionens Energy Road Map 2050, som blev offentliggjort torsdag, bliver den første lakmusprøve på, om Europa er villig til at bakke sin retorik på Durban klimaforhandlingerne op med konkret handling i de enkelte lande.

Planen er en slags arbejdspapir, som analyserer energisektorens udfordringer i kampen for at indfri de ambitiøse europæiske klimamål. Og den peger blandt andet på, at europæernes energiforbrug fremover i langt højere grad skal komme fra el - og især el, som stammer fra vedvarende energikilder som vind og sol.

Som direktør i Danmarks Naturfredningsforening og som vicepræsident for de europæiske miljøorganisationer, EEB, glædes jeg over den langsigtede vision, og håber, at det vil føre til, at EU-landene – også Danmark - vil sætte handling bag ordene og igangsætte en mere effektiv indsats for at spare energi og omstille til energiformer, som belaster klimaet mindre end olie og kul.

Ifølge EU-Kommissionens energieffektivitetsplan, der blev offentliggjort i marts i år, er det målet, at reducere energiforbruget med 20 % allerede i 2020, hvilket vil kunne skabe op til 2 millioner lokale arbejdspladser i Europa og kunne spare 200 milliarder euro om året i brændstofomkostninger.

Men planen indebærer også, at en stor del af Europas fremtidige energi skal komme fra biomasse, og Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige bestyrelse har for nylig beregnet, at det vil kræve en fordobling eller tredobling af den nuværende globale høst af plantematerialer, hvis vi skal dække 20 til 50 % af vores energibehov ved hjælp af biomasse.

Hvis Danmark skal leve op til det, vil det kræve, at vi allerede nu tager landbrugsjord ud af drift og planter skov,  for at sikre tilstrækkelige mængder af biomasse i fremtiden.

Der er også nok at tage af. I Danmark er 63 % af vores samlede areal landbrugsjord, hvilket gør Danmark til det mest intensivt dyrkede land i Europa. Skov dækker kun 12 %.

Rapporten om behovet for biobrændsel fra Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige bestyrelse  kan læses her på de europæiske miljøorganisationers hjemmeside:

http://www.eea.europa.eu/about-us/governance/scientific-committee/sc-opinions/opinions-on-scientific-issues/sc-opinion-on-greenhouse-gas/view

Fælles goder for fælles penge

Første december får landmændene udbetalt årets landbrugsstøtte i millioner. Så plejer salget af Porsche Cayenne og Range Rovers at stige drastisk - men i år er det måske bare banken der bliver glad?

Men lad os lige tage en sammenligning: 13 millioner grækere skylder tilsammen 2536 mia. kr. Det svarer til, at hver græker skylder 224.000 kr. I Danmark står godt 32.000 landbrugsbedrifter for en samlet gæld på 359 mia. kr. Det svarer til, at hver landmand i gennemsnit skylder 11,2 mio. Kr.

Eller det faktum, at 56.600 grønlændere i 2009 i gennemsnit fik 60.000 kr i bloktilskud for at kunne opretholde et velfungerende samfund nær polarcirklen. Til sammenligning fik godt 57.000 danske landmænd samme år i gennemsnit 126.000 i direkte landbrugsstøtte, i alt 7,3 mia. kr for at kunne drive den fede, højtydende landbrugsjord i et land, der historisk laver frivillige og helt uforpligtende aftaler med erhvervet.

Landbruget har i dag udviklet sig til et stærkt forgældet erhverv på støtten. I det lys kan man diskutere, om landbrugsstøtten overhovedet har været til gavn for nogen eller noget.

Overførselsindkomster er normalt betinget af en bestemt adfærd. Men det gælder i meget ringe grad landbruget i dag. Derfor er det også positivt, når EU-kommissionen med sit forslag til reform af landbrugspolitikken lægger op til, at en tredjedel af landbrugsstøtten gøres betinget af en mere grøn adfærd hos landmændene. Problemet er bare, at de konkrete forslag ikke vil få den store betydning for den danske natur, fordi Danmark er verdens mest intensivt dyrkede land. Der skal helt andre krav til, hvis det skal batte noget. Brug af sprøjtegifte skal udfases, og naturen skal have bedre plads.

Det er DN’s holdning, at fælles penge til landbrugsstøtte skal bruges til at fremme fælles goder i form af både sunde fødevarer, rent drikkevand og en rig natur. Tiden er for længst løbet fra støtte uden modkrav. Danmark har EU-formandskabet i 2012, og DN vil gøre sit til at holde EU-Kommissionen og den danske regering fast på, at skatteborgeren skal have noget for pengene. Det er på tide, at landmændene lever op til flere miljøkrav for at få udbetalt støtten og leverer fælles goder for fælles penge.

Og så kan man jo ikke lade være med at tænke på, hvad samfundet kunne få for så mange støttekroner, hvis man i stedet gav dem til forskning eller andre erhverv, fx. udvikling i bæredygtighed, vedvarende energi, miljøteknologi og lignende… Hvor mange arbejdspladser, importindtægter og vækst ville det lige give?

Naturens orden

Der har været stormøder i Danmarks Naturfredningsforening henover de seneste weekender og sikke træf, det blev. På fem landsdelsmøder, der samlet gav et fremmøde på mere end 400 engagerede DN’ere, fik vi vendt de sager, der rører sig i det naturpolitiske landskab netop nu. Fra de ødelæggende muslingeskrab i det nordjyske over sprøjtegifte og biogasanlæg i det midtjyske til nationalparker og landbrug i det Syddanske. En af de tilbagevendende punkter var klagesagsgebyret. Hvor de grønne organisationer førhen betalte 500 kroner for at indgive en klage til Naturklagenævnet eller Miljøklagenævnet, så seksdoblede den tidligere regering gebyret, så det i dag koster 3000 kroner at gøre opmærksom på lovovertrædelser. DN’s mange aktive landet over føler rettelig, at gebyret er en klokkeklar knægtelse af den demokratisk ret, civilsamfundet har til at påpege overtrædelser. Utilfredsheden blandt de aktive er steget til nye højder fordi, den nye regering trods fine løfter, ikke har rullet gebyret tilbage for at klage over overtrædelser af paragrafferne i naturbeskyttelsesloven. Jeg er helt enig. Tænk engang, at man forsøger at sætte mundkurv på de tusindvis af aktive danskere, der året rundt i alle egne af landet - arbejder ulønnet for at beskytte vores fælles natur. Klagerne handler typisk om landbrug, der søger om at udvide deres bedrift, selvom de ikke kan udlede mere kvælstof til den omliggende natur. De ansøgninger har nogle kommuner tydeligvis svært ved at sige nej. Det har Danmarks Naturfredningsforening ikke og der lægges utallige frivillige timer i arbejdet med at sikre vores vandmiljøer, moser og enge mod forurening. Ligesom sekretariatet bruger flere årsværk på opgaven. Vi er dygtige til vores opgave. Således var det det politiske alibi for at indføre klagegebyret, at vi klagede for meget. Og politikerne vendte det blinde øje til statistikkerne, der viser, at vi vinder samtlige af vores klager på husdyrområdet. Hvordan kan det være at klage for meget ? – bør man ikke i stedet spørge, om ikke vi nærmere klager for lidt? I virkeligheden burde man måske indføre et gebyr på 10.000,- kroner som de myndigheder, der har givet ulovlige tilladelser, skulle betale, når vi får ret i vores klage. 10.000,- kr. er nemlig nogenlunde, hvad det koster DN at behandle en klage. Jeg har garanteret de mange medlemmer landet over, at vi stadigt finder de nødvendige midler til at sikre natur og miljø, og at de selvfølgelig fortsat skal påpege, når der sker overtrædelser af dansk lov. Jeg garanterer også, at vi tager sagen om klagesagsgebyret med os hver eneste gang, vi går ind på et kontor på Christiansborg eller i ministerierne. Jeg garanterer så også dem, der forurener, at klagesagsgebyret ikke får naturens vagthund til at stoppe – mundkurv eller ej. Det står klart efter de fem landsdelsmøder med rekordfremmøde og en intakt gejst og begejstring for den sag, der kommer alle danskere, vores natur og miljø til gode.

Vicepræsident i EEB

Jeg er blevet vicepræsident i EEB. EEB står for miljømæssig retfærdighed, bæredygtig udvikling og et deltagende demokrati. EEB’s mål er, at EU sikrer et sundt miljø og rig biodiversitet for alle. Den store europæiske samarbejdsorganisation følger derfor EU lovgivningsarbejdet tæt.

EU spiller en stadig større rolle i vores samfund – også i forhold til natur og miljø. Danmarks Naturfredningsforening har således gennem de senere år haft stadig større gavn af at forfølge vore mærkesager i og via EU. Her har EEB’s arbejde i forhold til EU’s beslutningstagere været et vigtigt bidrag. Med posten som vicepræsident får Danmarks Naturfredningsforening yderligere mulighed for at præge dette arbejde. Ikke mindst i forhold til det kommende danske EU-formandskab, i forhold til et kommende nyt 7. Miljøhandlingsprogram og i forhold til de kommende forhandlinger om en reform af EU’s landbrugsstøtte.

EEB er oprettet i 1974, og er nu Europas største sammenslutning af miljøorganisationer med mere end 140 medlemsorganisationer. På den baggrund er EEB styret af stemmerne fra 15 millioner europæiske borgere, og fungerer som ører og stemme for medlemmerne rettet mod EU’s beslutningstagere. Organisationen arbejder på en bred vifte af miljøspørgsmål og benytter eksperter, forskere, medlemsorganisationerne, og politikere til at arbejde på at udvikle og beskytte natur og miljø.

Et tættere samarbejde med de øvrige grønne organisationer skal gerne udmønte i, at vi får større fokus den grønne dagsorden, som DN gerne vil sætte både på den hjemlige såvel som på den europæiske front. 

EEB holder konference onsdag den 7. december i København med fokus på Det danske formandsskabs ambitioner på natur og miljøområdet i EU. Miljøministeren kommer også.

Økologisk krise værre end økonomisk krise

27. september 2011 havde verden ifølge Global Footprint Network opbrugt alle de ressourcer, der var til rådighed i år. Det har dog ikke forhindret os i at forbruge med uformindsket styrke også den 28. september og alle dagene herefter. Forskellen er bare, at menneskeheden nu æder løs af selve hovedstolen, der på den vis bliver stadigt mindre. Det er selvfølgeligt ikke bæredygtigt.

Derfor er det godt, at den nye regering bruger ordet ”grøn” i hver anden sætning. Men det udjævnes desværre næsten af, at de bruger ordene ”økonomisk krise” i hver enestesætning.

Her er det vigtigt, at vi får gjort regeringen opmærksom på, at en grøn udvikling ikke skal ses som et hinder – heller ikke i en økonomisk krise. En grøn udvikling kan der imod være løftestangen, der katapulter Danmark ud på de globale markeder.

I løbet af de sidste 25 år, med blandt andet de trods alt skrappere miljøkrav til landbruget, er der skabt et globalt marked for dansk miljøteknologi. Således tegner eksporten af energi- og miljøteknologi ifølge Udenrigsministeriet for 109 mia. kr. eller 18 procent af den samlede eksport og har ifølge samme analyse et eksportpotentiale i størrelsesordenen 250 mia. kr. allerede i 2020. Så vi skal selvfølgelig ikke slække på kravene til landbruget i en misforstået tro på, at det giver vækst. Det er netop kravene til landbruget og den øvrige industri, der gør, at vi allerede i dag har så store eksportmarkeder.

Ifølge FN’s Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) vil salget af økologisk føde- og drikkevarer nå 361 mia. kr. i år, hvilket er en tredobling i forhold til 2000. I kølvandet kommer så de teknologier, der kan sikre økologien en konkurrencedygtig placering og også her bør Danmark kunne byde ind.

Vi skal satse massivt på økologien fordi, den, udover de nævnte potentialer, også sikre os herhjemme rent drikkevand og sprøjtefrie fødevarer. Økologien giver alt andet lige også mere og bedre miljø, mens de vilde dyr og fugle har en større chance for overlevelse al den stund, at deres føde ikke sprøjtes ihjel.
Derfor skal som minimum statens arealer selvfølgelig dyrkes uden gifte og for at drive økologien frem, skal de offentlige institutioner servere økologiske måltider.

Ifølge Global Foodprint Network forbruger alene vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Det er indlysende, at det ikke kan fortsætte og det gælder om at tage de rigtige skridt, før andre tager dem for os. Det kræver blot, at den nye regering tør afløse ordene ”økonomisk krise” med ”grøn udvikling” og ikke ryster på hånden, når de store beslutninger skal tages. Den økonomiske krise er nemlig langt fra så problematisk, som den økologiske vil blive, hvis vi ikke ændrer adfærd. Vi lover til gengæld, at Danmarks største grønne organisation nok skal bakke op om den bæredygtige vej - og vi holder, hvad vi lover.